Dette er en genudgivet rapport, vi lavede om tagteltene til Åka Skidor.Den blev første gang udgivet i Åka Skidor nummer 4, 2022 . Tagteltene vi rejste med er af Åreskutan modellen.
- Hvor skal vi så tage hen? Bjergguiden Isaac Doude Van Troostwijk ser spørgende på os andre.
Klokken er lige over 8 om morgenen, hvor vi mødes ved en parkeringsplads i Åre. Dagen før har lifterne shuttlet skiløbere op på toppen af Åreskutan for sidste gang for sæsonen. Vores mål er nu at presse den sidste vinter ud – spørgsmålet er bare hvor.
At vi endnu ikke har fastslået denne tilsyneladende vigtige detalje er af den simple grund, at vi ikke behøvede det. I modsætning til de fleste almindelige skiture, hvor det er et must at vælge bjerg og omhyggeligt undersøge hotel- og hytteudvalget, vil vi denne gang styre flokken derhen, hvor forholdene synes bedst for dagen. Vi skal ikke bekymre os om overnatning, det har vi med os på taget af bilen.
Jo tættere afrejsedagen kom , jo mere tydeligt er det blevet, at det varige minde fra turen næppe bliver solgruber og brilleforbrændinger, forårsvinteren havde simpelthen ikke rigtig lyst til at komme.
Vejrapps giver for det meste minusgrader og et par plusgrader for de kommende dage og også pæn vind.
Nu står vi her og skal træffe en beslutning . Vi vil på tur allerede samme dag, så første stop bør være et sted, hvor der ikke er alt for mange timer fra Åre. Big Blue Lake? Husejer? Borgafjäll?
Valget falder på Kittelfjäll, hvor vejr-, vind- og sneforholdene virker gode for dagen. Sandra og Isaac har hængt derude et stykke tid i løbet af vinteren og er begge blevet betaget. Vores fotograf Philip har også taget nogle af sine yndlingsbilleder der.
Tagtelte har en lang historie været et almindeligt syn på mere sydlige breddegrader, hvor ferier med ekspeditionskøretøjer er en ting. Fordelene ved et tagtelt i mere tropiske miljøer er indlysende – at være fra jorden giver beskyttelse både mod rovdyrs kæber og skorpioners stik.
Det var dog i Europa, at tagtelte først begyndte at blive brugt engang i 1940'erne. I Østtysklands storhedsdage var tagtelte et almindeligt syn på de ikoniske Trabanter, og det er selvfølgelig fortsat almindeligt i Tyskland, som er campinglivets absolutte højborg.
De sidste par år har tagtelte er også begyndt at dukke mere og mere op på de svenske veje og har fået et godt løft af corona-pandemien, det er et billigere alternativ til en autocamper og mere komfortabelt end et normalt telt.
Et andet fænomen, der har fået et rigtigt løft under pandemien, er topture i vores svenske fjelde, og Ola i vores bande er overbevist om, at disse to gode ting tilsammen må blive til tre.
Vores hypotese er, at den skal passe perfekt til en forårsvintertur med toptur i gode venners selskab. Med overnatningen på bilens tag er vi ikke bundet til nogen hoteller, men kan styre ruten helt selv.
Klokken nærmer sig tre om eftermiddagen når vi kommer til Kittelfjäll og vi alle begynder at blive utålmodige. Efter en kort overvejelse beslutter vi os for at bestige Borkafjället, der knejser lige vest for Kittelfjäll.
Vi stopper ved en parkeringslomme og smider nogle sandwich, mens vi henter alt udstyret.
- Har nogen andre taget en saks med? undrer Sandra sig.
Alle ryster på hovedet.
Tag skiene på og afsted over søen. Vel over på den anden side begynder en stejl stigning op ad en åkløft fyldt med betonsne. Skarjärn ville have været fantastisk...
Når skråningen er færdig følger en hyggelig tur over sletten. Eftermiddagssolen varmer og humøret er i top. Pludselig ser vi to skikkelser nærme sig i roligt tempo. (I øvrigt de eneste andre mennesker, vi vil møde oppe på bjergene i løbet af vores tre dage.)
Man går ned af bjerget med et par trickski. Den anden, en kraftig mand med en denimvest og et langt busket skæg, er steget ned ved hjælp af en underkop af alle redskaberne på planeten Jorden.
Tankerne går uopfordret til den mest underholdende skiløber i skihistorien, Shane McConkey (AKA Saucer Boy ) og, måske fordi vi er i Borkafjäll, til røverchefen af samme navn i Ronja Rövardotter. De meddeler gladeligt, at de har været helt oppe i skålen foran os, og at sneen er rigtig god.
Et godt stykke op i nævnte skål beslutter vi os for at klatre over til den stejle klippevæg på vores venstre side for at få lidt svimmelhed og se den storslåede udsigt over Kittelfjäll.
Nordsiden af Borkafjället falder under os i en konveks skråning ned mod Borkasjön. Hvis du har et reb med dig og fejrer det første stykke, kan du komme herned på ski. Vi har hverken det eller sne nok til at turen kan lade sig gøre.
I stedet går vi i den anden retning. Philip og Ola har set nogle flotte sving på den anden side og krydser over. Ridningen her viser sig mildest talt at være varieret. Alt fra betonsne og pap til 15-20 centimeter pulver. En underholdende tur, hvor svingene nogle gange udføres i en god kørestilling, nogle gange på bagsædet - ligesom det nemt bliver, når sneen under skiene varierer meget. Vi andre kører ned på den fine sne, der er drevet ind i stor depression. Turen bliver langt bedre, end hvad vi havde turdet håbe på at opleve først på dagen. Sammen rider vi mod nogle små sten og vinddriver, der ser lovende ud og slipper løs i den legende nederste del af skålen.
Det sidste stykke ned mod åkløften er super flot flad cruising. Herefter er det bare med at brænde lige ned i kløften for at få mest muligt fart ude på søen og gøre hjemturen til bilerne kortere. På tilbagevejen er alle glade og muntre - og måske frem for alt - fast besluttet på at komme tilbage og køre turen om på et tidspunkt efter en seriøs dump.
Klokken er over syv og vi beslutter at parkeringslommen rækker som lejr for aftenen, er trafikken stadig næsten ikke-eksisterende.
Campingstole, borde og varme uldtæpper læsses af bilen. En højttaler streamer countrymusik, mens Ola tænder bål. Lyden af øldåser, der går i stykker, skaber en hyggelig atmosfære.
På dagens menu er en chili-gryderet på prime rib, tilberedt hjemme og varmet på en grill. Varmen fra gryden i kombination med en rom-snøret kop kaffe gør, at vi holder varmen oppe, selvom temperaturen er ved at krybe ned mod nulpunktet. Vi nyder maden ledsaget af en smuk solnedgang.
Efter en nat hvor megen vind og snestød har trukket ind og blafret teltdugene, vågner ingen af os straks udhvilede. Det er overskyet og der er lidt sne i luften. I stedet for at skynde os afsted, tager vi en rolig formiddag og arrangerer et langt måltid med varm kaffe og sandwich i et smørrebrødsjern over åben ild, mens vi begynder at diskutere, hvor vi skal hen.
Aftenen før blev Hemavan rejst som et alternativ, men det føles for langt væk. Sandra anbefaler i stedet, at vi tager den klassiske Norgesvängen på bagsiden af Kittelfjäll, en tur vi kunne tage fra vores nuværende lejr. Ola foreslår Daune, som ligger et par mil mod vest, og hvis mægtige top vi havde udsigt til under gårsdagens tur.
Isaac anser det for sandsynligt, at det lille snefald, der kom i løbet af natten, skulle have kørt bedre ind på Daunes skråninger end i Norgesvängen. Som uddannet international bjergguide er han den i gruppen med klart bedst viden og fornemmelse for sne. Ned er det!
Bilerne er pakket og vi går ind i dalen. Vi stopper ved en parkeringsplads, hvor der står et skilt – Ingen tisse, ingen camping, ingen poo - sladder om, at vi ikke er de første, der vælger at blive her.
I huset på den anden side af vejen bor kvinden, der skabte skiltet, og manden - Karin og Nils-Anders. Tidligere var de rensdyrhyrder og flyttede med rensdyrene. Fra den anden side af vejen har de kunnet se, hvordan skiløbernes interesse for Daune støt er vokset.
- På det meste har der stået op mod 15 biler udenfor her. I starten stod alle langs vejen, så vi fik ryddet op på parkeringspladsen for at gøre det lidt mere overskueligt, fortæller Karin.
At have entusiastisk og svedige topturister uden for huset hele vintersæsonen synes, de bare er pæne, så længe de ikke strøer. Det er en af undtagelserne, men er sket, deraf tegnet. De forstår dog ikke selv, hvad der er tillokkelsen ved toptouring. Karin kom engang så langt op som trægrænsen på Daune med et par Tegsnäs-ski. Nedstigningen var mildest talt spændende.
I stedet for at tage den mest almindelige rute op, rundt om højre side af bjerget, vælger vi at gå lige mod toppen. Markerne med kold, fin sne på vej op, sladrer om, at Isak havde ret.
Efter lidt på kalvebjerget sætter vi skiene fast i rygsækken og støvler videre opad. Isaac og Sandra er blevet ramt af topfeber og spurter mod toppen omgivet af svimlende sne. Vi andre med lidt mindre bjerggedeblod i årerne må tage tingene lidt mere roligt.
Lidt under toppen Ola og Philip vælger en rigtig sjov sliske, fyldt med nysne på en ordentlig skråning. Et øjeblik efter kommer Isaac og Sandra farende ned fra toppen. Sandra falder ind foran os, og man kan både se og høre, at hendes tur ned klart var knasen værd oppe i vinden.
Tilbage ved bilen spiser vi flødestuvet pittipanna til en sen frokost, mens vi beslutter os for, at den lille by Borgafjäll, der ligger på grænsen mellem Jämtland og Lapland, bliver vores næste og sidste stop.
Ved krydset ved Stalon hvor vi er ved at slukke for E45, føles det pludselig som om vi er kommet ind i en tidsmaskine og er havnet 30-40 år tilbage i tiden. Foran os ligger en tankstation med gamle pumper ved siden af en lille butik malet i gult og brunt. Vi stopper og møder Rainer, som driver delien. Han starter pumpen og tanker for os. Vi erfarer, at han boede og arbejdede her i 40 år. Først i sin fars butik i den nu tomme bygning lige ved siden af og senere i købmanden.
Vi fortsætter de sidste kilometer til Borgafjäll. Der bliver snakket i bilen om Sveriges bedste skovskiløb, hvor træerne er tyndet i den rigtige mængde.
Vi drejer til højre lige efter landsbyen og kører op ad en snoet grusvej mod trægrænsen ved Klöverfjället. På toppen finder vi en parkeringslomme med ski in-ski out mode til morgendagens tur.
Tagteltet folder sig ud, og en flaske bobler kommer frem (hvis det er glamping, er det det). Tidligere på dagen fortalte Isaac og Sandra, hvor nemt det er at sable med ski, isøkse eller hvad man nu ellers har til rådighed. Det eneste du skal gøre er at fjerne folien og trække det valgte tilbehør opad mod proppen langs kanten af glasflasken.
Sandra gør et par forsøg med en ispind, men proppen bevæger sig ikke en millimeter. Trækkene bliver hårdere og hårdere, før hun endelig giver op. Isaac tager plads, sætter isproppen mod glasflasken og trækker den hurtigt frem mod proppen. Og ganske rigtigt, nu flyver proppen væk – men det gør det meste af flaskehalsen, som bliver knust af kraften.
Efter at have brugt et øjeblik på at samle glasskårene op, flækker vi den resterende boble, inden vi kravler op og går i seng med udsigt fra hovedpuden over Klöverfjället, som er morgendagens mål.
Vi vågner udhvilede til skarp sol og kølig vind. Efter morgenmaden trækker vi i skindet og følger en krydsning opad.
Bjerget nærmer sig med hastige skridt. Vi ser, hvordan sneen hvirvler i små tornadoer oppe på toppen. Sneen i skålen, vi havde til hensigt at tage ned fra toppen, er sandsynligvis lige så hård som beton.
På den anden side har vi også fået øje på en betydelig kløft et stykke foran os på bjerget til højre, hvor sandsynligheden for fin sne anses for stor. Vi afviger fra krydssporet og går et stykke opad for at få lidt højde, inden vi begynder at glide ned mod kløften. Den kolde sne er vindfyldt, men blød nok til, at vi kan få nogle krydssving på en lille stigning.
I kløften mødes vi endelig af noget længe ventet slusefiskeri. Det er vindstille og solen har varmet op. Vi leger ned og klatrer op forskellige steder for at tage nogle små spark og finde sjove sving.
På vej tilbage ned til bilerne nyder vi udsigten over det nordlige Jämtlands bjergverden badet i sol, med den mægtige Borgahällan som blikfang til højre.
